FORESTILLINGER
Velkommen til sæson 26/27
230 views
Noget er råddent - måske ikke i Danmark, men i verden. De berømte ord fra Shakespeares helt store klassiker Hamlet, vækker genklang i dag for vores tid er præget af kriser, støj og spin. Vi må ofte spørge os selv: hvad er sandt? hvad er falsk? Det kan føles som om det velkendte er blevet sprængt i stykker og vi må finde os selv og hinanden på ny.
På Aarhus Teater glæder vi os over at flere og flere vælger teatret til. Vi tror på at den analoge kunstform netop nu er eftertragtet, fordi den giver os tid til at reflektere over det vi ser.
I teatret kan vi mødes i samme rum og dele grin, tårer, håb og drømme. Eller vi kan gå uenige derfra og tale om hvad vi har set når vi går hjem.
Og netop længslen efter af forbinde os med hinanden og verden i et fælles rum afspejles i den kommende sæsons repertoire.
Måske stiller en forestilling spørgsmål du ikke vidste du havde brug for at stille. Eller måske giver den et uventet svar på et dilemma du er kørt fast i. Under alle omstændigheder så håber jeg du går herfra med fornyet mod på livet. Velkommen til en ny sæson på Aarhus Teater
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen