FORESTILLINGER

"Det skal være som en mavepuster" - instruktør Anja Behrens fortæller om Kaj Munks Ordet

4.553 views

'Fortættet og intens'. Sådan beskriver instruktør Anja Behrens sin iscenesættelse af Kaj Munks Ordet, der om lidt har premiere på Aarhus Teater. Under bearbejdelsen blev Anja Behrens ramt af vildskaben i Kaj Munks tekst. Vildskaben vil hun give videre til publikum i en emotionel og visuel oplevelse, hvor scenebillederne er inspirerede af Hammershøis malerier. Hør Anja Behrens fortælle mere om Ordet her. 

Kaj Munks Ordet er med i Kulturministeriets ”Kanon for Scenekunst”, blandt andet fordi det ”er skrevet med en vildskab, der får en til at sluge det scene for scene.” Ordet er en radikal lovprisning af tro, bøn og Guds under og dog med rum for tvivlen og vanviddet.

Nu lader vi Munks mirakel genopstå i en ny tid og i hænderne på den unge, skarpe instruktør Anja Behrens. Hun imponerede sidste år med Michel Houellebecqs Underkastelse på Betty Nansen Teatret. I David Gehrts scenografi kan du opleve Henrik Birch som Mikkel Borgen, stærkt flankeret af sine sønner, Aarhus Teaters Mathias Flint, Kjartan Hansen og Frederik Mansø. I rollen som det indremissionske modstykke, Peter Skrædder, ses Morten Suurballe.

AF KAJ MUNK

ISCENESÆTTELSE ANJA BEHRENS

SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN DAVID GEHRT

LYSDESIGN SÚNI JOENSEN

LYDDESIGN KIM ENGELBREDT

MEDVIRKENDE: HENRIK BIRCH, MATHIAS FLINT, KJARTAN HANSEN, FREDERIK MANSØ, MORTEN SUURBALLE, ANNE PLAUBORG, KIM VEISGAARD, CHRISTIAN HETLAND, KAJA KAMUK, LUISE SKOV M.FL.